Batterigaranti: hvad den lover, og hvad den ikke lover

I daglig tale blandes to helt forskellige krav sammen. Det ene er den lovbestemte reklamationsret: Den retter sig mod sælgeren og gælder, hvis bilen ved overdragelsen ikke havde de aftalte egenskaber. Det andet er fabriksgarantien: et frivilligt løfte fra producenten, som gælder ved siden af reklamationsretten, og hvis indhold producenten selv fastlægger.

I Den Europæiske Union løber reklamationsretten i en minimumsperiode, som varekøbsdirektivet fastsætter, og som de enkelte medlemsstater forlænger; for brugte biler kan en kortere periode under visse omstændigheder aftales. Schweiz har sine egne regler. Hvilken frist der gælder på din bopæl for hvilken type sælger, oplyser den ansvarlige forbrugerbeskyttelsesinstans — og kun den.

For batteriet er det i praksis næsten altid fabriksgarantien, der er det relevante løfte, fordi den løber længere, og fordi den udtrykkeligt regulerer netop det, der sker med et batteri: ikke et pludseligt svigt, men en gradvis svækkelse.

En batterigaranti består af tre angivelser, og alle tre står i garantibetingelserne: en løbetid, et antal kilometer — det, der nås først, gælder — og en kapacitetsgrænse. Løftet lyder i sin essens: Falder den brugbare kapacitet inden for denne periode under denne grænse, bliver fejlen udbedret.

To ting ved det bliver jævnligt misforstået. For det første er grænsen ikke en målværdi, men en nedre grænse: Et batteri, der ligger lige over, lever op til aftalen, også selv om ejeren er utilfreds med rækkevidden. For det andet er garantien ikke et løfte om et nyt batteri — den lover at genoprette den lovede grænse, ikke standen som ny.

Hvilken grænse, hvilken løbetid og hvilket kilometertal der gælder, står udelukkende i den pågældende producents betingelser for den pågældende modelårgang. De er forskellige, de ændrer sig, og en oplysning på anden hånd er værdiløs i en tvist. Bed om dokumentet, ikke om en mundtlig oplysning.

Et batteri har ingen kilometertæller. Dets restkapacitet anslås af batteristyringssystemet ud fra spændingsniveauer, strømmængder og modelberegninger — og det skøn flytter sig, alt efter hvordan bilen senest er blevet brugt. En bil, der længe kun er kørt mellem fyrre og tres procent, giver en mere upræcis værdi end en, der for nylig er blevet ladet helt op og kørt langt ned.

Derfor foreskriver garantibetingelserne som regel en procedure: måling på et autoriseret værksted med producentens diagnoseudstyr, i nogle tilfælde efter en foreskrevet forberedelse — for eksempel en fuld opladning og en ventetid. En aflæsning via en app fra en tredjepart er et godt pejlemærke ved købet, men ikke et bevis over for producenten.

Kommer det til en sag, gælder det: Den målte værdi er en værdi med en vis tolerance. Ligger den lige over grænsen, kan det betale sig at få en ny måling efter en fuld opladning og en længere tur, før kravet bliver afvist. Ligger den lige under, vil værkstedet gerne dokumentere den — og det er den dokumentation, det hele afhænger af.

Garantien dækker, at kapaciteten falder under grænsen, og svigt i batteriets komponenter. Den dækker ikke normal aldring over grænsen — den er udtrykkeligt forudset — og den dækker ingen skader, der kommer udefra. De sædvanlige undtagelser er de samme i næsten alle betingelser:

Den vigtigste undtagelse står dog ikke på listen, men følger af selve løftets opbygning: Er du utilfreds med rækkevidden, har du intet krav, så længe kapaciteten ligger over grænsen. Utilfredshed er ikke en mangel.

Næsten alle fabriksgarantier er knyttet til betingelser, som ejeren skal overholde. Den mest almindelige er at overholde de foreskrevne serviceintervaller på et godkendt værksted. På en elbil virker det absurd, fordi der næsten intet er at vedligeholde — servicen kontrollerer især bremsevæske, kølekredsløb, software og højvoltforbindelsernes tilstand. Alligevel bliver den ofte sprunget over, og så mangler dokumentationen.

Den anden forpligtelse gælder softwareversioner. En del af batteriets aldring styres via ladestrategien, og producenterne udsender opdateringer til det. Får du dem ikke installeret, risikerer du i en garantisag indvendingen om, at bilen ikke er blevet brugt i den tilsigtede stand.

Den tredje gælder opladningsvanerne, og her er betingelserne som regel blødere formuleret: anbefalinger om ladeniveauet ved længere tids stilstand, råd om hvor ofte der lynlades. De er sjældent udformet som en hård forpligtelse, men kan bruges af producenten som argument i en tvist. Lader du i forvejen din bil skånsomt, har du intet at frygte her.

Når en garantisag anerkendes, følger der ikke nødvendigvis et nyt batteri med. Betingelserne giver som regel producenten valget, og den mest økonomiske løsning er oftest at udskifte enkelte moduler eller at istandsætte batteriet på fabrikken. Resultatet er et batteri, der igen ligger over den lovede grænse — ikke et med kapaciteten fra ny.

Teknisk er det forsvarligt, så længe de isatte moduler passer til resten. Blandes moduler med tydeligt forskellig aldringsgrad, bestemmer det svageste modul hele pakkens opførsel, fordi celler i serie får den samme strøm, og batteristyringen må rette sig efter det svageste led. Et godt værksted vælger moduler med passende restkapacitet; det bliver sjældent dokumenteret.

Det er alligevel værd at spørge: Er der allerede arbejdet på batteriet, og i givet fald hvad præcist? Et repareret batteri er ikke en skavank, men det hører med i historikken — og ved næste måling forklarer det, hvorfor en enkelt modulspænding skiller sig ud.

Fabriksgarantier på højvoltbatteriet går som regel over til den næste ejer; garantien følger bilen, ikke personen. Ved køb af en brugt bil er det kontante penge værd og et af de få punkter, der kan gøres præcist op: resterende løbetid i måneder og resterende kilometer op til grænsen.

To betingelser er ofte knyttet til det. Den første er en anmeldelse af ejerskiftet, i nogle tilfælde inden for en frist. Den anden er det geografiske gyldighedsområde: Garantier gælder for et bestemt salgsområde, og en bil, der er importeret fra et andet område, er ikke automatisk omfattet. Ved en importeret bil er det det første spørgsmål, ikke det sidste.

Det kan kontrolleres ud fra stelnummeret hos et mærkeværksted. Oplysningen er gratis, tager få minutter og er forskellen på en bil med restgaranti og en uden — med ellers identiske annoncer.

Fem dokumenter er nok, og alle fem kan skaffes. Mangler et af dem, er det ingen grund til at afvise bilen, men det skal afspejles i prisen:

Det tager knap en time, fordelt på et telefonopkald til et mærkeværksted og et spørgsmål til sælgeren. Målt i forhold til, hvor stor en del af købsprisen batteriet udgør, er det den billigste del af gennemgangen.

Rækkefølgen er afgørende. Først målingen på et autoriseret værksted, dokumenteret skriftligt med dato, kilometerstand og målt restkapacitet. Derefter anmeldelsen til producenten eller via værkstedet, ligeledes skriftligt. Mundtlige tilsagn ved skranken er ikke til at finde frem til senere i forløbet.

Bliver kravet afvist, så bed om begrundelsen på skrift og med henvisning til den konkrete klausul. Det er ikke konfrontation, men forudsætningen for at kunne efterprøve indvendingen. Mange afslag bygger på manglende dokumentation, som kan eftersendes.

Forbliver svaret nej, findes der afhængigt af land klagenævn for tvister mellem forbrugere og bilproducenter samt den generelle forbrugerklageinstans. Hvilken instans der er relevant, oplyser forbrugerorganisationen der, hvor du bor. Vejen er som regel billigere end en retssag og begynder med præcis de papirer, der er nævnt ovenfor.