Enkeltgodkendelse: når bilen ikke har en europæisk typegodkendelse

Det er ikke en bil, der godkendes, men en type. Fabrikanten påviser én gang, at en konstruktion opfylder alle foreskrevne krav, og får til gengæld et godkendelsesnummer. Hvert køretøj, der derefter bygges efter denne konstruktion, får en overensstemmelsesattest, som netop forklarer dette: Dette eksemplar svarer til den type.

For indregistreringsmyndigheden følger heraf en meget kort proces. Den skal ikke måle noget, fordi værdierne allerede er dokumenteret; den aflæser dem og registrerer dem. Derfor tager indregistreringen af en europæisk brugt bil minutter og ikke uger, og derfor koster den et gebyr og ikke en ekspertvurdering.

Omvendt betyder det: Et køretøj, der ikke falder ind under en godkendt type, falder ud af hele systemet. Ikke fordi det er dårligere, men fordi ingen har forklaret dets værdier. Spørgsmålet før købet er derfor ikke »hvor god er bilen«, men »findes der en godkendelse for denne bil, som myndigheden kan støtte sig til«.

Et bortkommet papir og en godkendelse, der aldrig er givet, ser ens ud i bilens mappe og betyder det modsatte. I det første tilfælde kan der bestilles en duplikat hos fabrikanten, og importen forbliver administration. I det andet er der intet at bestille, og enkeltgodkendelsen er ikke én mulighed blandt flere, men den eneste vej.

Forskellen kan afklares pr. telefon, og det før nogen kører nogen steder hen. Spørg sælgeren om stelnummeret og om, i hvilken stat køretøjet første gang blev indregistreret. Ud fra de to oplysninger fremgår svaret i næsten alle tilfælde allerede.

I Tyskland går vejen gennem en vurdering efter § 21 StVZO, i hverdagen kaldet Vollabnahme (den fulde godkendelse). En officielt anerkendt sagkyndig fra en kontrolorganisation — TÜV, DEKRA, GTÜ eller KÜS — undersøger køretøjet fuldstændigt og skriver en rapport. På dens grundlag giver indregistreringsmyndigheden driftstilladelsen (Betriebserlaubnis) for netop dette ene køretøj og indregistrerer det.

I Østrig hedder modstykket Einzelgenehmigung (enkeltgodkendelse). Den udstedes af den kompetente delstatsmyndighed eller af en bemyndiget instans, og resultatet havner i godkendelsesdatabasen. Først når køretøjet står dér, kan indregistreringsstedet — som i Østrig oftest sidder hos et forsikringsselskab — overhovedet gøre noget.

I Schweiz er det det kantonale vejtrafikkontor (Strassenverkehrsamt), der har kompetencen. Mangler der en schweizisk typegodkendelse, registreres køretøjets data enkeltvis, og for udstødning og støj forlanger kontoret egen dokumentation. Det er den samme mekanisme under et andet navn: Det, der ikke foreligger som fabrikantoplysning, skal konstateres på køretøjet.

En enkeltgodkendelse er ikke et mere grundigt periodisk syn. Det periodiske syn søger efter fejl på et køretøj, hvis foreskrevne tilstand er kendt; enkeltgodkendelsen fastslår overhovedet først den foreskrevne tilstand. Den sagkyndige skriver ned, hvad køretøjet er — og undersøger så, om dette noget opfylder forskrifterne.

Heraf følger noget, der overrasker mange: Et teknisk upåklageligt køretøj kan dumpe, og et reparationskrævende kan bestå. Afgørende er ikke tilstanden, men overensstemmelsen med forskrifter, der måske aldrig har gældt i oprindelseslandet.

Ved et køretøj fra Nordamerika er listen forbløffende forudsigelig, fordi den ikke hænger på modellen, men på de forskrifter, der bygges efter dér. Den, der gennemgår disse punkter før købet, ved cirka, hvad der venter — og opdager hurtigt, om køretøjet findes som almindelig variant i Europa, og hele indsatsen kunne undgås.

To ting kan ikke eftermonteres og afslutter derfor et projekt endegyldigt: et krævet emissionsniveau, som der ikke findes nogen eftermontering til, og en konstruktion, der bygningsmæssigt ikke kan opfylde et tvingende krav. Et køretøj, der strander på sådan et punkt, får ingen nummerplade — og kan dermed heller ikke sælges i bestemmelseslandet.

Hver værdi, du kan dokumentere, behøver ikke at måles. Derfor er indsamlingen af papirer før aftalen ikke bureaukrati, men den mest effektive løftestang på prisen for godkendelsen. Mest værd er en databekræftelse fra fabrikanten: en skriftlig oplysning om dette køretøjs tekniske værdier, knyttet til stelnummeret.

Dertil kommer de udenlandske indregistreringspapirer, kontrolrapporter fra oprindelseslandet, vurderinger eller godkendelser af tilbyggede dele og — ved ombyggede køretøjer — dokumentation fra ombygningsvirksomheden. Fotos af tilstanden før transporten hjælper, hvis nogen senere spørger, om en skade er ny.

Rækkefølgen er afgørende: Ring til kontrolorganisationen, før du bestiller tid, og spørg, hvilke dokumenter den anerkender i dit tilfælde. Svaret er forskelligt fra køretøj til køretøj og fra kontrolsted til kontrolsted, og det er det eneste, der tæller. Alt, hvad du skaffer bagefter, skaffer du målrettet.

At nævne et tal ville være useriøst. Kontrolorganisationerne fastsætter selv deres gebyrer, indsatsen afhænger af det enkelte køretøj, og ombygningsdele koster helt forskelligt alt efter model og oprindelse. Pålidelig er opdelingen — og den rækker til at lave et ærligt overslag før købet.

Indhent en oplysning for hver af disse poster, før du siger ja. Kontrolorganisationer nævner deres gebyrer pr. telefon, og et værksted, der kender den slags køretøjer, vurderer delene. To telefonopkald erstatter ethvert overslag fra et forum.

Som størrelsesorden og udtrykkeligt ikke som tilsagn: Med fuldstændige fabrikantoplysninger er en enkeltgodkendelse et spørgsmål om uger. Uden dem, med målinger, ombygninger og en bestilling af dele fra oversøiske lande, er det snarere måneder. Begge dele svinger med kontrolstedets belastning og med årstiden.

Disse måneder er en omkostningspost og ikke en ubehagelighed. Køretøjet står, det er allerede betalt, det forsikrer sig ikke selv, og det taber fortsat værdi. Den, der opstiller regnestykket ærligt, fører stilstandstiden som post — så ser prisfordelen, som det hele begyndte med, ofte anderledes ud.

Den nøgterne regel: Findes køretøjet som europæisk variant, så køb den europæiske variant. Prisforskellen til en import fra uden for Europa er næsten aldrig så stor som summen af godkendelse, ombygninger og ventetid — og til sidst står der et køretøj, der skal forklares ved videresalg.

Der er tilfælde, hvor regnestykket alligevel går op. Et køretøj, der aldrig er udbudt i Europa, et samlerobjekt, en opbygning til et bestemt formål — dér er enkeltgodkendelsen ikke en omvej, men den eneste vej, og indsatsen hører fra begyndelsen med til projektet. Afgørende er, at man ved det på forhånd og ikke opdager det bagefter.

Og det ene spørgsmål før underskriften: Få stelnummeret oplyst, og spørg kontrolorganisationen i bestemmelseslandet, om dette køretøj falder ind under en europæisk godkendelse. Samtalen tager en kvart time og afgør, om du køber et myndighedsforløb eller et projekt.