Når elbilen står længe

Et lithium-ion-batteri ældes på to indbyrdes uafhængige måder. Den ene hænger sammen med brugen: Hver cyklus ændrer elektroderne en smule. Den anden fortsætter uafhængigt af det og hedder kalendarisk aldring — den sker, mens bilen står, og den sker altid.

Den kalendariske aldring afhænger især af to størrelser: cellespændingen, altså opladningsgraden, og temperaturen. Høj opladningsgrad betyder høj spænding på elektrodeoverfladen og dermed kraftigere bireaktioner i elektrolytten. Høj temperatur fremskynder yderligere disse reaktioner, fordi kemiske processer går hurtigere med temperaturen.

Heraf følger den værste og den bedste måde at parkere en elbil på. Værst: fuldt opladet i solen på en parkeringsplads om sommeren. Bedst: med middel opladningsgrad i en kølig garage. Mellem disse to tilfælde ligger der over måneder en målbar forskel i restkapaciteten — og den er ved gensalg ikke en anekdote, men et tal i batterirapporten.

Næsten enhver elbil har to batterier. Det store driver; det lille forsyner styreenheder, dørlåse, belysning og — det er det afgørende punkt — kontaktorerne, der overhovedet først kobler højspændingsnettet til. Uden det lille batteri forbliver bilen død, selv om det store er fuldt. Det er den hyppigste fejl efter en længere stilstand, og den overrasker hver gang.

I normal drift lader bilen regelmæssigt det lille batteri op fra det store. Til det skal den dog vågne, og om og hvor ofte den gør det, afhænger af bilen. Nogle modeller gør det pålideligt i månedsvis; andre går efter nogen tid i dyb søvn eller indstiller efteropladningen, når opladningsgraden på det store batteri falder under en vis grænse. Hvilken regel der gælder, står i bilens instruktionsbog.

Praktisk betyder det: Det lille batteri er den komponent, der afgør en stilstandsperiode, og det er samtidig det billigste i bilen. En oplader til blybatterier ved de dertil beregnede tilslutningspunkter er den enkleste forsikring mod at komme tilbage til en bil, der ikke engang kan låses op.

En moderne bil sover aldrig helt. Den lytter efter nøglen, holder en mobilforbindelse åben til appen, kontrollerer alarmen, og den vækker sig selv med mellemrum for at måle tilstande. Hver af disse funktioner trækker lidt; tilsammen og over uger trækker de meget.

Dertil kommer cellernes selvafladning, og den er ved lithium-ion-celler lille — markant mindre end det, bilens elektronik trækker. Den, der efter tre uger finder en mærkbart lavere opladningsgrad, har ikke et batteriproblem, men en bil, der hele tiden har været vågen nok til at forblive tilgængelig.

De fleste biler har derfor en transport- eller dybsøvnstilstand, der slår netop disse funktioner fra. Den er tænkt til værkstedsophold og forsendelse og kan også bruges, når du selv er væk. Prisen er, at appen ikke længere når bilen — hvilket netop er pointen.

Hverken fuldt eller tomt. Fuldt betyder høj cellespænding og dermed fremskyndet kalendarisk aldring. Tomt betyder, at bilen i ugevis fortsætter med at trække energi og på et tidspunkt kommer ind i et område, hvor den ikke længere forsyner det lille batteri — eller i værste fald dybafslader cellerne. En middel opladningsgrad holder begge dele væk og giver samtidig reserve til forbruget i stilstand.

Nævner producenten et vindue for længere stilstand, gælder producentens vindue og ikke den generelle regel. Det står i instruktionsbogen, og det er et af de få punkter, hvor vejledningen faktisk er bilspecifik — forskellige cellekemier opfører sig forskelligt, og det, der gælder for den ene, er ikke optimalt for den anden.

At lade bilen stå tilsluttet kablet er den mest robuste løsning, forudsat at to betingelser er opfyldt: Der findes en indstillelig ladegrænse, og installationen må køre uden opsyn. Et ordentligt ladeanlæg må det; et nødladekabel på en husholdningsstikkontakt i ugevis er ikke beregnet til det. Ved kablet kan bilen desuden lade sin temperaturregulering arbejde uden at tømme batteripakken.

For aldringen er kulde batteripakkens ven: Bireaktionerne i elektrolytten forløber langsommere, og en bil, der tilbringer en vinter i en kold garage, ældes kalendarisk mindre end en i varmt klima. For driften er kulde modstanderen — men kun indtil batteriet igen er i sit driftsvindue.

Heraf følger, hvad der gælder efter en kold stilstand: Kør de første kilometer med lav effekt, forvent ikke kraftig rekuperation, og kør ikke straks hen til en hurtiglader. Batteristyringen beskytter sig selv og begrænser; det er ikke en fejl, men netop den beskyttelsesfunktion, der forhindrer opladning ved meget lave temperaturer.

Varme er det mere alvorlige tilfælde, fordi den virker varigt. En bil, der står flere somre i træk fuldt opladet udendørs, viser det i restkapaciteten. Hvor der ikke er skygge at få, hjælper allerede en lavere opladningsgrad betydeligt — de to faktorer virker sammen, og det er kun den ene, man kan påvirke.

Batteriet er ikke den eneste komponent, der mærker en lang stilstand. Dæk mister tryk og danner flade pletter, hvor de hviler på underlaget, og de kører sig langsommere ud igen på en tung bil end på en let. Bremseskiver ruster, og på en elbil starter de fra et højere udgangsniveau, fordi friktionsbremsen alligevel bruges lidt.

Dertil kommer de småting, der er ens overalt: fugt i kabinen, tætninger, der klistrer, et pollenfilter, der lugter i en fugtig bil, og en elektrisk parkeringsbremse, der kan sætte sig fast, hvis den står spændt i månedsvis i fugtige omgivelser. Den sidste er det punkt, hvor en stilstandsperiode går over i en værkstedsregning.

Den første tur bagefter er derfor en øvelse for sig. Tjek dæktrykket, før du kører. Brems kraftigt én gang på en fri strækning for at få rusten af skiverne. Og ignorér rækkeviddevisningen et stykke tid — den regner med forbruget på de sidste kilometer, og dem har der ikke været i ugevis.

Indsatsen er lille, og rækkefølgen enkel. Det, der står her, gælder lige så meget for tre uger som for seks måneder — kun spørgsmålet om, om nogen kan kigge forbi imellem, bliver vigtigere med varigheden.

Et lavt kilometertal i forhold til alderen er ved en forbrændingsbil et godt tegn og ved en elbil et åbent spørgsmål. Den kalendariske aldring forløber uafhængigt af kilometertallet, og en bil, der i tre år stod fuldt opladet i solen, har muligvis mindre restkapacitet end en, der blev kørt i samme tid.

Spørgsmålet til sælgeren lyder derfor ikke kun, hvor meget der er kørt, men hvordan og hvor bilen har stået. Garage eller gade, hvilket klima, tilsluttet kablet eller ej, med hvilken ladegrænse. Svaret kan ikke bevises, men det kan sammenholdes med batterirapporten — og hvis begge dele passer sammen, er det et godt tegn for oplysningerne som helhed.

Et særtilfælde er den indførte bil. Mellem den tidligere ejer og den nye ejer kan der ligge måneder, hvor bilen har tilbragt tid på en samleplads, i en havn eller på et skib — i et klima, ingen har valgt, og med en opladningsgrad, ingen har kontrolleret. Det er ikke en udelukkelsesgrund, men det er en grund til at se batterirapporten før købet og ikke efter.