Den første uge med den købte bil

To ting er billigere i denne uge, end de nogensinde bliver igen. Det ene er en mangel: Jo kortere tid bilen har været hos dig, desto lettere kan det dokumenteres, at den allerede var der før, og desto mindre diskussion er der om, hvem der har forårsaget den. Det andet er en sliddel: En bremse, man finder, før man har kørt to tusind kilometer på den, er en bremse og ikke en bremseskade.

Dertil kommer et tredje punkt, der intet har med penge at gøre. Du har ikke kun overtaget en bil, men også en fremmeds vedligeholdelsesbeslutninger — hvilken olie den tidligere ejer har kørt på, hvilken post vedkommende har udskudt, hvilken lyd vedkommende har vænnet sig til at overhøre. Disse beslutninger virker videre, og de står ingen steder samlet.

Ugen har derfor fire opgaver: få papirerne i orden, fastslå, hvad der overhovedet hører til bilen, måle et nulpunkt og læse dokumenterne igennem. Alle fire tilsammen tager en aften og en lørdag formiddag.

Forløbet er forskelligt fra land til land og inden for et land ofte fra kanton til kanton eller fra registreringsmyndighed til registreringsmyndighed: Hvem afmelder, hvem tilmelder, i hvilken rækkefølge, med hvilke dokumenter og med hvilket forsikringsbevis. Det bindende er altid den myndighed, der registrerer bilen — ikke det, sælgeren har fortalt, og heller ikke det, der gjaldt ved din forrige bil.

Det punkt, hvor det kan blive dyrt, er dækningshullet. Mellem det øjeblik, bilen tilhører dig, og det øjeblik, hvor der løber en gyldig ansvarsforsikring på den, må der ikke ligge et eneste sekund, hvor den bevæger sig på en offentlig vej. Afklar før overdragelsen, hvordan dækningen etableres, og få bekræftet, fra hvornår den gælder.

Derefter hører alt samlet ét sted: købsaftale, registreringspapirer, forsikringspolice, servicebog, regninger, rapporterne fra syn. En mappe, fysisk eller som fotos i en mappe på telefonen. Indsatsen er tyve minutter, og den betaler sig kontant ved salget — dokumenter, der ligger på bordet ved aftalen, flytter en pris; dokumenter, man vil eftersende, gør det ikke.

En brugt bil kommer sjældent komplet. Det manglende bemærkes ikke, så længe der ikke sker noget, og bliver dyrt netop i det øjeblik, hvor der sker noget. Tøm bilen helt en gang — bagagerumsgulv, sidefag, værktøjskasse, handskerum, rum under gulvet — og læg alt på et bord.

Den ekstra nøgle tjekker du ikke ved at se på den, men ved at låse op og låse med den og starte motoren. Ved en fjernbetjent nøgle hører batteriet med, og den mekaniske nødnøgle i huset hører også med. En nøgle, der kun ligner en nøgle, er ved næste tab en tid på værkstedet med programmering.

Et nulpunkt er ikke et eftersyn, men et øjebliksbillede, du senere sammenligner med. Det består af tal, du selv opgør, og af en dato. Uden det ved du om et halvt år ikke, om oliestanden er faldet, eller om den altid har stået dér.

Lufttrykket måles koldt, altså før bilen har kørt, og sammenlignes med den værdi, der står på selve bilen — på mærkatet i førerdøren, i tankklappen eller i handskerummet. Dér står som regel også en anden, højere værdi for fuld belastning. Denne angivelse hører til bilen og ikke i en guide; hver model har sin egen.

Mønsterdybden måler du på hvert dæk flere steder på tværs af bredden, udtrykkeligt også ved den indre skulder. Netop dér slides et dæk først, hvis sporingen ikke passer, og netop dér kan man ikke se det, hvis man kun kigger udefra. Notér fire værdier, ikke én.

Planlæg i den første uge en tur, der er lang nok til, at alt bliver varmt — motor, gearkasse, differentiale, udstødning. En tur til indkøb når ikke så langt. Kør den uden radio, med åbent vindue ved lav hastighed, og behandl hver lyd som information i stedet for som en irritation.

På en lige vej tager du kortvarigt hænderne af rattet og ser, hvor bilen trækker hen — en vej har sidehældning, så et let træk mod højre er derfor ikke automatisk et fund. Et tydeligt træk er det. En vibration, der kommer ved en bestemt hastighed og forsvinder igen over den, er en hjulubalance; en, der tager til med hastigheden, er det ikke.

Bremse én gang kraftigt fra højere hastighed, på en tom vej, med blikket i bakspejlet. Du tjekker tre ting: om bilen bliver ved med at køre ligeud, om pedalen pulserer, og om vejen til trykpunktet ændrer sig, når du bremser to gange i træk. Derefter håndbremsen på en stigning, med gear i som sikring.

Sæt dig en aften med servicebogen og regningerne og lav to lister ud af dem. Den første: Hvad blev gjort hvornår og ved hvilken kilometerstand. Den anden, og den er den vigtigste: Hvad optræder aldrig i papirerne.

De poster, der typisk mangler i en historik, er dem, der forfalder efter tid og ikke efter kilometer, og som ingen bemærker, så længe de udebliver: bremsevæske, kølevæske, gearolie på automatgear, olien i en lamelkobling i firehjulstrækket, differentialeolien, kabinefilteret. Ingen af dem giver lyd fra sig, før de gør det.

Af begge lister bliver der en plan for tolv måneder: hvad der helt sikkert forfalder, hvad der sandsynligvis forfalder, og hvad man får kontrolleret ved næste værkstedsbesøg, fordi papirerne tier. Denne plan er forskellen mellem en reparation, der overrasker, og en post, man har tid til at sammenligne to tilbud på.

Den hyppigste og dyreste fejl er rækkefølgen: få det repareret, betale regningen og først derefter kontakte sælgeren. Den, der gør sådan, har fjernet beviset, før nogen har set det, og forhandler bagefter om en påstand.

Den rækkefølge, der holder, er en anden. Dokumentér — fotos, dato, kilometerstand, en beskrivelse af symptomet med egne ord, ingen dom over årsagen. Kontakt derefter sælgeren skriftligt, sagligt, med en bøn om svar inden en angivet dato. Først derefter indhent en diagnose, og det skriftligt, før nogen skiller noget ad.

Hvilke rettigheder du har i den forbindelse, afhænger af, om der blev solgt privat eller erhvervsmæssigt, i hvilket land aftalen blev indgået, og hvad der står i aftalen. Det er ikke en bisætning, men hele spørgsmålet — og det besvares af den pågældende retsorden, ikke af sælgeren og ikke af en guide. Dokumentationen fra det første skridt er til nytte i enhver af disse varianter.

Efter den første uge har en bil brug for lidt, men regelmæssigt. En gang om måneden lufttrykket på den kolde bil og et kig rundt om den, en gang i kvartalet oliestanden, en gang om året en ærlig status over bremserne. Det er ikke pleje, men bogføring: Du noterer, hvordan tallene har flyttet sig i forhold til nulpunktet.

Hver regning lægges i samme mappe, med det samme og ikke i slutningen af året. Den, der sælger, sælger til sidst også denne mappe — og en køber tror mere på en stak regninger end på nogen sætning i annoncen. Stakken opstår ikke med tilbagevirkende kraft.