Overførsel: korttidsnummerplade, eksportnummerplade eller anhænger

En bil, der afmeldes i salgslandet, mister dermed også sin ansvarsforsikring. Fra det øjeblik er den en genstand, der ikke har noget at gøre på offentlig vej, før nogen igen skaffer en forsikringsdækning og en nummerplade til den. Alt, hvad der kommer derefter, er et svar på netop det hul.

Spørgsmålet om pris er sekundært og bliver alligevel stillet først. Det er også det forkerte spørgsmål: En skade uden gyldig forsikring koster et mangedobbelt af, hvad den dyreste løsning ville have kostet, og en kontrol ved grænsen uden gyldig nummerplade afslutter turen på stedet.

Derfor er rækkefølgen i denne artikel som følger: først hvad de enkelte løsninger dækker forsikringsmæssigt, så hvad de kræver i praksis, og først til sidst hvilken af dem der kan betale sig til hvilken strækning.

Den tyske korttidsnummerplade (Kurzzeitkennzeichen) er beregnet til prøve- og overførselskørsel og er kun gyldig i få dage; udløbsdatoen står på selve pladen. Den ansøges hos en tysk indregistreringsmyndighed (Zulassungsstelle), og der kræves en elektronisk forsikringsbekræftelse, bilens papirer og et gyldigt bevis for færdselssikkerhed.

Den begrænsning, som de fleste planer strander på, ligger ikke i nummerpladen, men i forsikringen bag den. Mange af disse policer gælder kun geografisk afgrænset, og grænserne er angivet i bekræftelsen. Den, der kører til udlandet med en sådan plade, uden at bestemmelseslandet står der, kører uforsikret — og opdager det først, når der er sket noget.

I praksis betyder det: Korttidsnummerpladen er den rigtige løsning til en tur inden for Tyskland, for eksempel fra sælgeren til synsstedet, eller over en grænse, hvis policen udtrykkeligt dækker det. Spørg forsikringsselskabet, før du bestiller, hvilke stater der står i bekræftelsen, og få svaret skriftligt.

Eksportnummerpladen (Ausfuhrkennzeichen) — kendelig på det røde felt i højre side — udstedes, når en bil skal føres varigt ud af landet. Det er netop tilfældet ved en import, og derfor er det den korrekte løsning. Den følger med en forsikring, der er skræddersyet til formålet, og dens gyldighed ligger i størrelsesordenen fra nogle måneder op til cirka et år.

Den ansøges hos indregistreringsmyndigheden på bilens hidtidige sted. Der skal bruges den tyske registreringsattest del I og del II (Zulassungsbescheinigung), et gyldigt hovedsyn (HU, det tyske periodiske syn), forsikringsbekræftelsen til udførslen og dit id. De gamle nummerplader bliver tilbage; de afstemples i samme omgang, og dermed ophører også skattepligten i salgslandet.

Den afgørende forskel i forhold til korttidsnummerpladen ligger i forsikringsbekræftelsen. Den nævner udtrykkeligt de stater, hvor dækningen gælder, og ved en eksport hører bestemmelseslandet naturligvis med. Læs alligevel listen, før du kører — især hvis ruten går gennem flere stater, der hverken er udgangspunkt eller mål.

Hvis bilen står på en biltransportanhænger, behøver den slet ingen nummerplade og ingen forsikring — den er last. Det er den eneste løsning, der også fungerer med en bil, der ikke kan køre, og den eneste, hvor en teknisk fejl undervejs ikke er en risiko.

Til gengæld flytter besværet over på trækbilen og på dig. Afgørende er den tilladte totalvægt for kombinationen af trækbil og anhænger: Den afgør, om dit kørekort rækker, eller om der kræves en ekstra kategori. Hvilken grænse der gælder for dig, fremgår af dit kørekort og hos kørekortmyndigheden — og den er nået hurtigere med en læsset anhænger, end de fleste tror.

Et vognmandsfirma, der kører biltransporter, henter bilen hos sælgeren og stiller den foran din dør. Prisen afhænger af strækning, vægt og af, om bilen kan rulle og styres. Det tilbydes både som enkeltkørsel og som medtagning på en allerede planlagt transport — den anden variant er markant billigere og tager længere tid.

To punkter hører med i bestillingen. For det første: Hvordan er bilen forsikret under transporten, med hvilken sum og mod hvilke skader? For det andet: Hvem modtager bilen hos sælgeren, og med hvilken protokol? En overdragelsesprotokol med fotos, underskrevet af chauffør og sælger, er det eneste bevis, der senere skelner mellem transportskade og tidligere skade.

Til et køb, du ikke selv har besigtiget, er vognmandsfirmaet alligevel den dårligere løsning — ikke på grund af transporten, men fordi du først ser bilen, når den er betalt og aflæsset. Den, der ikke selv kører derhen, bør i det mindste bestille en uafhængig undersøgelse på stedet.

En overførselskørsel er den eneste del af importen, hvor du er på vejen med en bil, hvis status er usædvanlig. Derfor bliver der kontrolleret ret ofte, og derfor bør mappen på passagersædet være i orden. Det er den samme mappe, som du kort efter skal bruge ved toldstationen.

Af hvert blad bør der ligge et foto på din telefon. Det erstatter ikke noget original, men det redder eftermiddagen, hvis en side blæser væk eller havner i den forkerte mappe.

Går ruten til en stat uden for det indre marked, er turen ikke bare en køretur, men tidsplanlægning af en angivelse ved tolden. Toldstationen skal være bemandet, når du ankommer, og åbningstiderne ved mindre grænseovergange er hverken uafbrudte eller de samme overalt. Et opkald dagen før er den billigste del af hele projektet.

Heraf følger en rækkefølge, som mange først tager til sig ved den anden import: Først fastlægges toldstationen og dens åbningstider, så aftales afhentningen hos sælgeren, og så ansøges der om nummerpladerne. Den, der starter bagfra i den kæde, ender med en nummerplade, der udløber en søndag.

Inden for det indre marked bortfalder toldbehandlingen, men tidsplanlægningen ikke helt: Nummerpladen udløber stadig, og indregistreringsmyndigheden i bestemmelseslandet har også åbningstider og ventetider.

Til en strækning inden for én stat og en bil, der kan køre, er korttidsnummerpladen den enkleste løsning, hvis policen dækker strækningen. Så snart en grænse er involveret, og bilen bliver varigt på den anden side af grænsen, er eksportnummerpladen den rigtige — den er bygget til netop dette tilfælde og klarer afmeldingen i samme omgang.

Anhængeren vinder i tre situationer: ved en bil, der ikke kan køre, ved en bil, hvis tekniske tilstand du ikke kunne bedømme, og ved en veteranbil, som man ikke vil byde tusind kilometer i ét stræk. Vognmandsfirmaet vinder, når strækningen er lang, og din tid er dyrere end firmaets pris.

Og et regnestykke, der jævnligt undervurderes: At køre selv er ikke gratis. Rejsen derhen med tog eller samkørsel, brændstof, vejafgifter, en overnatning og en tabt arbejdsdag løber hurtigt op i det, en plads på en transporter, der alligevel kører, koster — bortset fra at du bagefter er træt, og at bilen har fået sin første lange tur med dig bag sig.