Vejafgift i Sydeuropa: station, brik og kamera

For personbiler findes der i Europa to systemer. Med vignet betaler du for en periode og kører, så meget du vil — sådan er det i Østrig, Schweiz og store dele af Østeuropa. Ved strækningsbaseret vejafgift betaler du for hver strækning, du kører, og beløbet afhænger af strækningen og af køretøjsklassen — sådan er det i Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Kroatien og Grækenland.

Vejafgiften opkræves for det meste af koncessionsselskaber, som driver enkelte motorveje. Inden for ét land er der derfor ofte flere operatører med egne stationer, egne hjemmesider og egne regler for efterbetaling. Nogle strækninger er lukkede: Ved indkørslen trækker du en billet, og ved udkørslen betaler du efter afstanden — sådan er det som regel i Frankrig, Italien og Kroatien. Andre er åbne, med stationer langs strækningen, hvor der skal betales et fast beløb; i Grækenland er det udbredt.

Klassen afhænger af højde, antal aksler og anhænger. Autocampere, varevogne og køretøjer med anhænger betaler derfor ofte mere end en bil alene. Henter du en købt bil hjem på en trailer, havner du i en højere klasse og bør regne det med i omkostningerne. I alle disse lande betaler du i øvrigt i euro.

En betalingsstation har flere baner, og ikke alle tager imod alle betalingsmidler. Hvilken bane der tager imod hvad, viser skiltningen over den, og den er forskellig fra land til land:

Den hyppigste fejl er brikbanen uden brik. Bommen forbliver nede, og det er forbudt og farligt at bakke ud af banen. Tryk i stedet på kaldeknappen på søjlen og forklar, hvad der er galt; operatøren åbner eller viser dig vej til efterbetaling.

Mister du billetten, betaler du i lukkede systemer som regel den længste strækning, der kan føre til netop den udkørsel. Bliver kortet afvist, hjælper et andet betalingsmiddel; ikke alle automater tager imod alle kort. Kan du slet ikke betale, får du i Italien et bilag ved stationen og betaler senere, via operatørens hjemmeside eller ved et betalingssted — fristen står på bilaget.

En vejafgiftsbrik bag forruden åbner bommen i din egen bane, ofte uden at du behøver at stoppe helt, og afregner senere via en konto. I højsæsonen, når der opstår køer foran betalingsstationerne, sparer det mærkbart tid.

Hvert land har sin egen brik: Telepass i Italien, Via Verde i Portugal, ENC i Kroatien, de franske og spanske operatørers brikker. Dertil kommer udbydere, hvis brik virker i flere lande, ofte i Frankrig, Spanien og Portugal, hos nogle også i Italien og andre lande. EU har med den europæiske elektroniske vejafgiftstjeneste skabt rammen for det, men én enkelt brik til hele Europa er endnu ikke hverdag for personbiler.

Før du indgår aftalen, tjekker du:

Nyt er strækninger helt uden stationer. Portaler over kørebanen aflæser nummerplader og brikker, og der afregnes uden stop. Har du en brik, betaler du automatisk. Har du ingen, må du selv handle — og det er netop her, de fleste efterkrav opstår.

I Frankrig fungerer nogle motorveje allerede sådan, blandt andet strækningerne mellem Paris og Normandiet. Uden brik betaler du efter turen hos operatøren, online med nummerpladen eller hos operatørens partnersteder, inden for en kort frist. I Portugal har der længe været den slags strækninger, skiltet med oplysning om, at der kun afregnes elektronisk. På flere af dem er vejafgiften nu afskaffet, på andre gælder den stadig. For udenlandske nummerplader tilbyder operatørerne egne veje: at knytte nummerpladen til et betalingskort ved terminaler ved indrejsen eller online, et forudbetalt kort eller efterbetaling via de officielle kanaler.

I Italien arbejder enkelte nyere strækninger uden bom, og Kroatien har meddelt, at hele nettet skal omstilles til afregning uden stop; indtil da gælder stationerne dér. I Spanien og Grækenland er det hidtil stationerne, der dominerer. I Spanien er der desuden i de seneste år flere motorveje, der er blevet afgiftsfri efter udløbet af deres koncession.

Ved stationen spiller nummerpladen ingen rolle: Du betaler, og bommen går op. Derfor er stationer den enkleste model til en hjemkørsel med en købt bil.

Ved kameraafgift er nummerpladen alt. Uden brik betaler du med præcis denne nummerplade, og med en midlertidig nummerplade er det en plade, som først har eksisteret for nylig, og hvis format en formular måske ikke kender. Indtast den tegn for tegn, vælg det rigtige indregistreringsland og gem kvitteringen. Tager en formular ikke imod nummerpladen, så spørg operatøren i stedet for at prøve en lignende stavemåde.

Brikken fra din anden bil kan hjælpe, hvis aftalen tillader brug i et andet køretøj i samme klasse, eller du kan tilføje den midlertidige nummerplade. Spørg om det, før du henter bilen. Regningen for en ubetalt gennemkørsel går til indehaveren af nummerpladen; ved en midlertidig nummerplade er det dig, ved en lejebil udlejeren, som sender den videre til dig med et administrationsgebyr.

De fleste efterkrav har få årsager: en kameraafgift, som ingen har betalt, en brik, der ikke blev genkendt, eller hvis konto var tom, en lejebil — og en solgt bil, hvor ens egen brik stadig sidder.

Kommer der alligevel et krav, så gennemgå det i ro og mag. Et ægte krav nævner operatør, strækning, dato og nummerplade, ofte med foto, og det kommer ofte måneder efter rejsen, nogle gange via et inkassofirma, der er hyret til opgaven. Sammenlign oplysningerne med dine kvitteringer, og betal via de kanaler, som operatøren selv angiver på sin hjemmeside. Passer noget ikke, så indsend den kvittering, der viser det modsatte.

Beskeder på sms eller e-mail om angiveligt ubetalt vejafgift, som presser på for betaling via et link, er en udbredt svindelmetode. Følg ikke et sådant link, men gå selv ind på operatørens hjemmeside og søg dér efter åbne beløb for din nummerplade. Gem derfor vejafgiftskvitteringer længere, end det føles rigtigt.

For at det slet ikke kommer så langt, hjælper en kort rutine: