Gør bilen vinterklar: listen til efteråret

Vinteren bringer sjældent en ny defekt med sig. Den bringer de gamle frem, og det sker på én gang: Batteriet, der har tabt kræfter i månedsvis, svigter den første frostmorgen, viskeren, der kun smurte lidt om sommeren, efterlader en stribe i synsfeltet i sjap, og den lille lakskade på motorhjelmen får salt. Den, der kigger efter om efteråret, klarer de samme ting, bare uden tidspres.

Dertil kommer to praktiske grunde. Nogle opgaver kræver temperaturer, som ikke findes mere i januar: Lak hærder dårligt i kulde, gummipleje trænger ikke ind i en våd, kold gummilist, og undervognen tørrer ikke efter en vask. Og så snart den første sne falder, vil alle have en tid til dæk, batteri og rude på én gang — den, der først ringer da, må vente.

Heraf følger rækkefølgen på denne liste. Først kommer det, der kræver et værksted eller en bestilt del: batteritesten, målingen af frostbeskyttelsen, en rude med stenslag, dækskiftet. Så det, du selv klarer på en eftermiddag: sprinklervæske, viskere, lys, gummilister. Til sidst, lige før vejene bliver saltet, undervognen og udstyret i bagagerummet. Dæk, batteri og de enkelte landes regler om vinterdæk har deres egne guides; her står, hvordan det hænger sammen.

Kølevæsken er en blanding af vand og et koncentrat, som sænker frysepunktet og beskytter metallerne i kredsløbet mod korrosion. Hvor langt frostbeskyttelsen rækker, afhænger af blandingsforholdet — og det forskyder sig ubemærket, hvis der i årets løb er fyldt rent vand på. Fryser kølevæsken, udvider den sig og kan beskadige slanger, køler og i værste fald motorblokken.

Der måles med en frostvæsketester, et refraktometer eller et simpelt hydrometer; på værkstedet tager det et minut. Der fyldes kun efter, når motoren er kold, og kun med den type, som producenten foreskriver til bilen — den står i instruktionsbogen. Hvorfor typer ikke blandes, og hvordan man kan se et tab, står i guiden om kølevæske og overophedning. Falder niveauet mellem to kontroller, er det ikke noget, man løser ved at fylde efter, men et fund, der skal undersøges.

Ved sprinklervæsken er fejlen hyppigere, og følgen mærkes med det samme: Sommerblanding fryser i beholderen, i slangerne og i dyserne, og så kører du i saltsprøjt bag en lastbil uden rudevask. Vinterkoncentrat blandes efter angivelsen på dunken, og det til de laveste temperaturer, du forventer, ikke til efterårseftermiddagen. Står der stadig meget sommerblanding i beholderen, kører du den først så tom som muligt, ellers fortynder resten koncentratet. Kølevæske hører aldrig hjemme i sprinklervæskebeholderen.

Viskerblade ældes af sol og ozon, og om efteråret har gummiet en sommer bag sig. Striber, hakken eller en stribe, der bliver stående, betyder: udskift dem, både foran og bagpå. Om vinteren kommer en regel til: Tænd aldrig for viskeren, så længe den er frosset fast. Gummilæben flænges, og motor eller mekanisme tager skade. Gør først ruden fri, og visk derefter. Mange biler har en servicestilling, hvor armene kan slås op; hvordan den aktiveres, står i instruktionsbogen.

I den mørke årstid kører du både morgen og aften uden dagslys, og belysningen er ikke længere en formssag. Gå alle pærer igennem én gang, sammen med en anden eller foran en lys væg: nærlys og fjernlys, tågelygter, bremselys, baglygter og nummerpladelys, blinklys. Indstillingen af forlygterne kan et værksted tjekke på få minutter; efter et pæreskift eller med meget bagage er den ofte forskubbet. Gulnede, matte lygteglas af plast kaster ikke lyset derhen, hvor det hører hjemme — de kan oppoleres eller udskiftes.

Og så selve ruderne. Dug sætter sig især på en film af snavs på indersiden, så det kan betale sig at pudse dem grundigt om efteråret. Klimaanlægget hjælper også om vinteren: Det tørrer luften og gør ruden hurtigere fri. Et tilstoppet kabinefilter dæmper blæseren, våde måtter holder på fugten i bilen. Og et stenslag i forruden repareres før frosten, ikke efter — kraftige temperaturskift får det til at revne, og varmt vand på en tilfrossen rude er netop sådan et skift.

Kulde ødelægger ikke et batteri, den viser, hvordan det står til. Et koldt batteri leverer mindre strøm, mens en kold motor med sej olie kræver mere; det, der stadig rækker i september, rækker ikke mere i december. Derfor hører batteritesten hjemme om efteråret, og det skal være en test under belastning, sådan som værksteder og mange delehandlere udfører den. En spændingsmåling i hvile siger ikke meget om et ældet batteri.

Vinterkørsel gør regnestykket værre. Varme, blæser, sæde- og bagrudevarme og lys kører samtidig, ofte på korte ture, hvor generatoren næsten ikke når at lade op. Kører du mest korte ture, så planlæg en længere tur ind en gang imellem, eller sæt batteriet til en oplader. Polerne skal være rene og sidde fast; hvide eller grønlige belægninger er en grund til at se nærmere efter.

Også en elbil har et 12-volt-batteri, og er det fladt, bliver bilen stående på trods af et fuldt drivbatteri. Selve drivbatteriet mister rækkevidde i kulde; den, der forvarmer bilen, mens den sidder i ladekablet, tager energien til det fra nettet i stedet for fra batteriet. Hvordan et startbatteri varsler sin afslutning, hvilken type der passer til hvilken bil, og hvordan starthjælp lykkes uden skade, står i guiden om startbatteriet.

Vand, der står mellem dørlisten og karmen, fryser natten over og klistrer døren fast. En plejestift eller -spray til gummi, påført tørre lister om efteråret, holder dem smidige og forhindrer det meste af det — på alle døre, på bagklappen og på tankklappen. Er en dør alligevel frosset fast, så træk ikke med magt: Listen revner, og skaden bliver. Et kraftigt tryk mod døren bryder ofte isen; ellers prøv en anden dør.

Låser du stadig op med nøglen i dørlåsen, så læg en låseafiser klar — i jakkelommen eller inde i huset, ikke i handskerummet i den bil, du vil åbne med den. En dråbe låsepleje om efteråret holder fugt ude af cylinderen. Har bilen fjernbetjent nøgle, er det i stedet værd at kigge på knapcellen i nøglen: Den bliver svagere i kulde, og hvordan bilen kan åbnes og startes med et fladt nøglebatteri, står i instruktionsbogen.

Den vigtigste post i dette afsnit er undervognen. Vejsalt skal bruge fugt for at virke og finder den dér, hvor snavs holder på den: i hjulkasserne, ved tærsklerne, i falser og hulrum. Før saltsæsonen vaskes undervogn og hjulkasser derfor grundigt, snavsnester fjernes, og afløbshullerne i døre og tærskler samt vandafløbet under forruden renses for løv. Undervejs kan du se, om rustbeskyttelsen har huller, og om der er åbne lakafskalninger — begge dele lukkes, så længe det stadig er tørt og mildt.

Midt i vinteren gælder: efter længere saltperioder og især ved tøvejr en vask med undervognsprogram, og om foråret en grundig vask. Hvor rust først sætter sig, og hvilke steder der afgør, om bilens konstruktion holder, står i guiden om rust.

Først to vaner. Tanken køres om vinteren ikke ned på reserve: Den, der holder på en spærret vej, er glad for hvert kvarter med varme. Og sne fjernes helt fra bilen før turen, også fra taget — ellers glider den ved første opbremsning ned på ruden eller flyver mod bilen bagved, hvilket afhængigt af landet også kan straffes. Kører du diesel og tager fra en mild egn ud i kulden, så tank op ved destinationen: I den kolde årstid sælger tankstationerne diesel i en mere kuldebestandig kvalitet.

Hvad der i det pågældende land under alle omstændigheder skal medbringes, for eksempel advarselsvest eller advarselstrekant, er nationale regler; bilklubberne offentliggør de aktuelle lister, og det samme gælder for pligten til vinterdæk.

Derudover er udstyret til vinteren ikke et spørgsmål om mængde, men om de situationer, det dækker: en tilfrossen bil om morgenen, et fladt batteri på parkeringspladsen, en spærret vej, hvor du holder en time. For hver af dem er der et-to ting, der gør forskellen: